Obligatorisk byggeskadeforsikring pr. 1. april 2008

Posted by on februar 19, 2008 in Nyheder | 0 comments

Obligatorisk byggeskadeforsikring pr. 1. April 2008 .

 

Fra den 1. april 2008 har professionelle bygherrer pligt til at tegne og betale for en byggeskadeforsikring, når de opfører nybyggeri af private boliger.

Byggeskadeforsikringen tegnes til fordel for bygningsejeren og løber i 10 år.
Forsikringen vil i denne periode dække de alvorlige byggeskader, der opstår på boligen, og som har betydning for boligens levetid og funktionalitet, herunder skadelige forekomst af skimmelsvamp.

Den nye obligatoriske byggeskadeforsikring betyder, at du som bygherre er meget bedre stillet hvis der opstår væsentlige skader på dit byggeri, som f.eks. betydelige sætningsrevner/skader, skimmelsvamp, utætheder i taget eller andre væsentlige skader som skyldes konstruktionsfejl ved opførelsen.

Mindre fejl og mangler såsom skæve køkkenskabe og knirkende gulve er derimod ikke dækket af den nye forsikring.

Forsikringen skal tegnes for 10 år og dække væsentlige byggeskader – der er hermed ikke sammenhæng imellem dækningsperioden og det ansvar som entreprenøren har iflg. forældelses-lovgivningen.

Efter den nye forældelseslov, som trådte i kraft 1. januar 2008 forældes mangelansvaret
således:

• Hvor intet er aftalt, gælder der et 10 årigt ansvar for skjulte mangler og et 3 årigt ansvar for synlige mangler.
• Hvor AB 92 er aftalt i leveranceaftalen, eller der er aftalt salgs- og leveringsbetingelser, hvor der er fastlagt 5 års ansvar, gælder der et 5 årigt ansvar.

I aftaler indgået med en forbruger, kan der dog ikke aftales en kortere ansvarsperiode end 10 år for skjulte mangler.

Der skal tegnes en byggeskadeforsikring i alle de tilfælde, hvor det er en professionel erhvervsdrivende, der står for hele byggeprocessen og indgår aftalerne med de entreprenører, der skal opføre boligen.

Der vil ikke være en pligt til at tegne en byggeskadeforsikring i de tilfælde, hvor forbrugeren står for byggeprocessen og selv indgår aftaler med forskellige entreprenører om opførelsen af boligen.

Det betyder, at boligejere, der får bygget et nyt hus efter 1. april 2008, kan gå til forsikringsselskabet for at få dækket udgifter til skader som f.eks. skimmelsvamp, der er omfattet af forsikringen.

Der er med den nye lovgivning tale om en forbrugerbeskyttelse, således at man nu via sin forsikring har en chance for at få rettet de skader en entreprenør eller rådgiver har været skyld i.

Tidligere har forbrugerne manglet denne beskyttelse og selv skulle tage kampen med entreprenøren – nu kan de blot vælge at rette henvendelse til forsikrings-selskabet.

Forsikringsselskabet skal gennemføre et 1 og 5 års eftersyn, som entreprenøren hverken har ret eller pligt til at deltage i.

Ved konstatering af en dækningsberettiget skade kan bygningsejeren vælge at reklamere til entreprenøren eller anmelde skaden til forsikringsselskabet.

I sidstnævnte situation kan forsikringsselskabet vælge enten at lade skaden udbedre eller betale erstatning direkte til bygningsejeren.
Herefter kan forsikringsselskabet gøre regres mod entreprenøren.

Forsikringen dækker udgifter til:

1. Udbedring af byggeskader
2. Udbedring af følgeskader, der har betydning for bebyggelsens brugbarhed
3. Rimelige og nødvendige udgifter til juridisk og teknisk bistand i forbindelse med udbedring af skader
4. Rimelige og nødvendige udgifter til teknisk bistand i forbindelse med udbedring af skader
5. Udgifter til afholdelse af syn og skøn efter forudgående aftale med forsikringsselskabet
6. Rimelige udgifter til nødvendig genhusning i indtil 12 måneder
7. Rimelige udgifter til nødvendig flytning og opmagasinering af privat indbo i indtil 12 måneder.

Hvornår skal der tegnes byggeskadeforsikring?

• Hvis du henvender dig til en typehusproducent, for at få opført en bolig, vil de være forpligtede til at tegne en byggeskadeforsikring, da de vil være at anse som den professionelle bygherre, der indgår de forskellige aftaler med rådgivere og entreprenører.

• Hvis du får en totalentreprenør til at stå for byggeriets projektering og opførelse, så vil denne være forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring.

• Hvis du eller din rådgiver henvender sig til en arkitekt og efterfølgende indgår aftale med en entreprenør, som opfører eller står for opførelsen af din bolig, så vil entreprenøren være forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring.

• Hvis du eller din rådgiver derimod henvender sig til en arkitekt og efterfølgende selv indgår de forskellige aftaler med de enkelte fagentreprenører, så vil der ikke være en pligt til at tegne en byggeskadeforsikring.

Der skal ved ansøgning om byggetilladelse, som indgives den 1. april 2008 og senere, vedlægges et tilbud på byggeskadeforsikring, og ved færdigmelding skal der sendes dokumentation for, at byggeskadeforsikringen er tegnet og betalt.

Der er i skrivende stund uenighed omkring udgiften til disse forsikringer, om hvorledes de skal betales af forbrugeren eller entreprenøren – men i sidste ende bliver det forbrugeren der skal betale.

Men udgiften til denne forsikring er godt givet ud, da man er sikret – f.eks i tilfælde af fejlkonstruktioner lavet af en entreprenør der er gået konkurs eller blot ved byggeskader – her kan man fremadrettet gå direkte til forsikrings-selskabet hvis ikke man vil gå til entreprenøren.

Af Byggetilsynet.dk

"God og tryg oplevelse, faglig ekspertise og god dialog !"

— Kristian Juhl Nielsen ( Huscompagniet,Amager )

Kontakt - klik her

Byggetilsynet.dk

Vesterballevej 27, 1.th
7000 Fredericia
T : 76 42 02 00

Kontakt : Brug kontaktformularen

Åbningstider:

Mandag-torsdag 8.00 – 16.30
fredag 8.00 – 15.00

CVR : 33 50 25 67


Byggetilsynet